Tjekliste hyppige sproglige fejl
Herunder finder du en liste over de mest typiske sproglige fejl. Brug dem til at fokusere redigeringen af din opgave.
Et ord eller to ord
Det kan være ret svært at høre, hvornår noget skal skrives i ét eller flere ord.
Den simple regel er at sige ordet højt for dig selv og høre, om der er mest tryk på første ord eller på det sidste. Hvis der er mest tryk på første ord, så skal det som regel skrives i ét ord.
Hans/hendes/sin
Én af de mest almindelige fejl er forkert brug af ”hans”, ”hendes” og ”sin”. Hovedreglen er, at man bruger ‘sin’, når den, der ejer noget, er grundled i sætningen.
Lægge/ligge
”Lægge” og ”ligge” ligner hinanden en del. Man bruger ”lægge”, når der er tale om en bevægelse eller en handling, og man bruger ”ligge”, når der er tale om en tilstand, eller at noget ligger stille.
Nogen/nogle
”Nogen” betyder (nogen som helst eller nogen overhovedet). ”Nogle” betyder (et par, visse, en del, enkelte). Nogen bruges ofte i nægtende og spørgende sætninger.
Af/ad
”Af” bruges (væk fra noget, om en årsag eller anledning).”Ad” bruges (langs med, hen over eller gennem noget).
Synes/syntes
Mange har svært ved at kende forskel på ”synes” eller ”syntes”. Det skyldes nok, at vi sjældent gør forskel på udtalen af dem i talesproget, og derfor har svært ved at høre, om vi skal skrive et ene eller det andet. Forskellen er at vi bruger synes i præsens (nutid) og syntes i præteritum (datid).
Nutids-r på verber
Der skal -r på i præsens (nutid). Der skal ikke -r på infinitiv (navneform).