Skriveprocessen
På denne side kan du finde informationer, der er brugbare, når du er i et længerevarende projektforløb som f.eks. DHO, SRO og SRP.
Siden er struktureret omkring skrivningens tre faser:
- Førskrivefasen, hvor du arbejder dig frem imod at afgrænse dit projekt.
- Skrivefasen, hvor du arbejder med at omsætte dine undersøgelser til et skriftligt produkt.
- Redigeringsfasen, hvor du redigerer din egen tekst og reflekterer over den.
At skrive en god opgave er en proces, som kræver, at man er vedholdende og følger en plan for hver dag, man skriver.
Ofte bevæger du dig frem og tilbage mellem de tre forskellige skrivefaser, for efterhånden som du læser mere og bliver klogere, må du ofte tilbage og frem for at ændre og tilføje ting undervejs i skriveprocessen.
Det er således helt normalt at springe frem og tilbage mellem faserne, men du bør kun arbejde i én proces ad gangen for på den måde at få styr på, hvor langt du er i dit arbejde. Det bedste råd til en god skriveproces er helt enkelt – skriv i hele processen og lidt hver eneste dag. Du skal også tænke på ikke at være alt for selvkritisk, når du skriver. Det er bedst at få så meget ned som muligt for i den sidste fase at have mulighed for at slette overflødige gentagelser.
Grundlæggende er der to skrivemåder man skal være opmærksom på i skriveprocessen:
Den udforskende skrivning/ tænkeskrivning er en skrivning der har til formål at finde og materiale og idéer. Denne form for kladdeskrivning er til dig selv, og er en vigtig del af skriveprocessen i førskrivefasen.
Den strukturerende skrivning er den mere genrebestemte skrivning: En skrivning, med henblik på akademisk formidling, sproglig korrekthed og præcision både i indhold og form. Denne gør sig gældende i både skrive- og redigeringsfasen.