Dansk

Dansk er et humanistisk fag. Det betyder, at danskfaget, i lighed med de øvrige humanistiske fag, som fx sprogfag, historie, religion, oldtidskundskab, musik og psykologi, beskæftiger sig med mennesker, menneskers liv og kulturprodukter. Danskfaget dækker en bred vifte af kulturprodukter, som vi med en fællesbetegnelse kan kalde ‘tekster.’ Kernestofområderne i dansk (litteratur, sprog, medier) inkluderer både tekster af sproglig art, fiktive og ikke-fiktive, men også billeder, film, medier, musik, osv. 

For at bruge begrebsparrene fra Vidensmønstre kan man sige, at vi i dansk arbejder idiografisk, når vi beskæftiger os med enkelte tekster eller kulturfænomener. Det vil naturligvis ofte være tilfældet. Imidlertid kan man også i humaniora undersøge klasser af fænomener (som fx sproglige mønstre), og der vil så være tale om en nomotetisk undersøgelse. I langt de fleste tilfælde arbejder danskfaget idiografisk. 

Når vi analyserer tekster, bruger vi en lang række metoder. Fælles for dem er, at de bruges til at fokusere på specifikke elementer i den tekst, der skal analyseres for at nå frem til en fortolkning. I Vidensmønstre bruges udtrykket ’hermeneutik’. Begrebet er meget overordnet. I sig selv siger det ikke noget om den metode, der er benyttet. Ordet svarer til ordet ”værktøj”, når man taler om at bygge et hus. Det interessante er ikke, at man bruger et værktøj (selvfølgelig gør man det!), men ’hvilket’ (hvilken specifik metode).

Valget af analysemetode afhænger først og fremmest af den type tekst, man skal analysere. Til fiktive tekster vil man ofte bruge andre metoder og tilgange end til ikke-fiktive tekster. 

Analyserer man fiktiv tekst, vil man ofte vælge forskellige analysemodeller afhængig af, om der er tale om fx prosa (roman/novelle) eller poesi/digte eller billeder/film. Til analyse af fiktive tekster kan man fx bruge:

  • litterær analyse: Der er flere typer, der fokuserer på forskellige elementer og forskellige temaer i de fiktive tekster, fx nykritik, historisk-biografisk metode, psykoanalytisk metode, strukturalisme, postkolonialisme, ideologikritik, filosofisk læsning (fx eksistentialisme), osv. osv.
  • digtanalyse (så man husker at se på rim, rytme, billedsprog og øvrige elementer i digte)
  • filmanalyse
  • billedanalyse

Ikke-fiktive tekster kan være taler, artikler, dokumentarer, dokumentarfilm, reklamer, websider, og en lang række andre teksttyper. Til analyse af ikke-fiktive tekster vil man fx bruge:

  • retorisk analyse (ofte, men ikke kun, i forbindelse med taler)
  • diskursanalyse
  • argumentationsanalyse
  • modeller for analyse af reklamer
  • analyse af propagandateknikker
  • modeller for analyse af websider, blogs og lignende
  • analyse af filmiske virkemidler

Denne afgrænsning er dog ikke absolut. Fx kan det være interessant at analysere en tale ved at se på dens brug af metaforer, som man jo ellers tit forbinder med fiktion. Man bør med andre ord se på alle analysemetoderne som mulige tilgange, som værktøjer i en værktøjskasse, hvor man så vælger det værktøj, der er bedst til at udføre analysearbejdet.

I modsætning til mange naturvidenskabelige analyser, så kan man ikke altid i humaniora nå til et indiskutabelt svar eller en modsigelsesfri fortolkning. Derfor er det centrale i alle danskfagets analysemetoder, at man forankrer sin analyse i teksten, dvs. bruger eksempler fra teksten til at argumentere for sin fortolkning. Man skal med andre ord overbevise sin læser om sine påstande ved at underbygge dem så godt man kan med beviser, i form af citater og/eller henvisninger. 

Den eller de tekster, man analyserer, kalder man for primærlitteratur. Det vil fx være den roman eller den tale, der er i fokus i opgaven. Derudover kan man få brug for at læse andre tekster for at få nyttig viden til sin analyse, og disse øvrige tekster betegner man samlet som sekundærlitteratur. Man kan vælge at adskille primær- og sekundærlitteratur i sin bibliografi, men det behøves ikke.