En danskfaglig vurdering
En vurdering følger typisk efter en diskussion. Men vurderinger kan variere fra fag til fag, så husk at spørge dine faglige vejledere.
Når man vurderer, tager man udgangspunkt i de synspunkter og pointer, som man har præsenteret i diskussionen og tager fagligt stilling til dem. Skriver du flerfagligt, så skal du være opmærksom på, at du har to fags viden og metoder at trække på, når du skal vurdere.
En god måde at bygge en vurdering op på er at bruge Toulmins argumentationsmodel. Centralt er det, at man fremfører:
– En klar hovedpåstand (konklusionen på din vurdering).
– En række belæg for denne påstand, som skal være fagligt funderede (pointerne fra analysen og fortolkningen)
– Rygdækning i form at teori eller andre eksperter.
– Gendrivelse, hvor man inddrager en evt. modstanders synspunkt og afviser dem fagligt (diskussion af dine metodevalg).
Du skal derudover være bevidst om din hjemmel, dvs. den underliggende faglige forståelse, der gør, at din argumentation hænger sammen. Du kan henvise eksplicit til denne, men behøver ikke.
Et tip til skrivningen:
Start først vurderingen, når du er færdig med analyse og diskussionen.
Lav en disposition for afsnittet, hvor du sikrer dig, at du dækker alle elementerne for det gode argument.
Prøv så vidt som muligt at undgå ”jeg” i vurderingen, selvom du egentlig fremfører din egen faglige holdning. Hold dig i stedet til det upersonlige ”man”, eller brug verbets passivformer.
Typiske sproglige vendinger i vurderingen kan være:
Det står dog klart, at…
Man kan dog ikke komme uden om, at…
Som det ses i … , så…
Når X synes at have det stærkeste argument, beror det på…
Man kan argumentere for, at…
Vær også opmærksom på, at du skaber sproglige overgange mellem afsnittene i vurderingen.