En religionsfaglig analyse
En analyse er kort fortalt en undersøgelse. I humanistiske fag er der tale om en undersøgelse af en form for tekst, billede, film eller lignende (også kaldet opgavens empiri) med en bestemt faglig metode. Ofte vil en analyse inddrage viden fra en redegørelse.
Der er tale om en trinvis (taksonomisk) bearbejdning af din empiri, hvor man starter med det mest simple (f.eks. et resumé) og slutter med det mest komplekse (f.eks. fortolkning eller vurdering).
Du kan støtte dig til en analysemodel undervejs – find dem i din grundbog eller brug den, som din lærer har givet dig. De fleste analysemodeller i religion følger denne struktur:
- Kildebeskrivelse
- Resumé
- Analyse
- Fortolkning/vurdering
- (evt. perspektivering)
En humanistisk analyses gyldighed og relevans afhænger af, hvor godt du argumenterer på faglig vis. Det handler primært om at fremdrage væsentlige citater fra teksten og bruge din faglige viden og metode til at beskrive, hvad man kan sige overordnet om teksten.
PEE-modellen er et forslag til, hvordan man kan strukturere sin analyses afsnit, så man får det hele med. Brug PEE som en tjekliste til alle dine analytiske afsnit, så du sikrer dig, at du altid har følgende elementer med:
Point – Analytisk påstand, som du vil fremsætte. F.eks. ”Konvertitten X beskriver her, hvad man med Rambos model ville kalde konteksten[…]”
Example – Eksempelbelæg, citat/screenshot fra teksten, som understøtter din påstand.
Explanation – Forklaring på, hvorfor dit eksempelbelæg underbygger din påstand. Her inddrager du faglige metodiske og teoretiske begreber, og går i dybden med at beskrive effekten af din iagttagelse. F.eks. ”Når han beskriver det på denne måde, er det en afspejling af, hvad man ville kalde en nirvanisk praksis. Det betyder, at han mediterer for at [….]”
Analysen skrives i sammenhængende tekst og aldrig i punktform. Der er i analyser også en indre logisk sammenhæng mellem de analytiske afsnit.
Et tip til skriveprocessen:
Når du skal i gang med en analyse og fortolkning/vurdering af en tekst er det først og fremmest vigtigt, at du tjekker din opgaveformulering. Du skal som udgangspunkt holde dig til det, som du bliver bedt om.
Start med at læse/se og tage notater. Vær opmærksom på din teksts særlige karakteristika. Du kan have din metodegrundbog eller analysemodel ved siden af dig undervejs for at støtte dit fokus.
Derefter kan du lave en disposition eller plan for, hvad du vil analysere og i hvilken rækkefølge. Vær opmærksom på, at der skal være sammenhæng både i de enkelte afsnit og mellem opgavens hovedafsnit. Hold dig til religionsfagets taksonomi og glem aldrig fortolkning/vurdering til sidst.