Analysemetoder i andetfremmedsprog
Hvordan arbejder du med dine tekster i din SRP? Det er det, dine metodiske overvejelser skal handle om. Andetfremmedsprog er humaniora, og metoderne er dermed de samme i andetfremmedsprog (tysk/fransk/spansk) som i engelsk og dansk. Vi kan f.eks. arbejde med fiktion, hvor vi har en biografisk analysemetode, en nykritisk analysemetode eller en socialhistorisk analysemetode. Eller vi kan arbejde med non-fiktion, hvor vi har en retorisk analysemetode. Mulighederne er mange, men det er vigtigt, at du tænker over, hvordan du arbejder med dine udvalgte tekster og beskriver dette. Uanset hvilke tilgange, du vælger, placerer du dig i den hermeneutiske tradition.
Analysemetoder inden for de forskellige stofområder:
Det litterære stofområde
• Nykritisk analysemetode: Teksten analyseres via nærlæsning og uafhængigt af faktorer uden for teksten selv
• Biografisk analysemetode: Teksten analyseres i lyset af forfatteren, og de to opfattes som en enhed
• Ideologikritisk analysemetode: Teksten sættes i relation til samfundet og opfattes som udtryk for historiske, sociale og ideologiske forhold på tekstens udgivelsestidspunkt
• Psykoanalytisk analysemetode: Freuds personlighedsmodel lægges ned over tekstens personer
• Læserorienteret analysemetode: Udgangspunktet for analysen er mødet mellem tekst og læser, hvor læseren ud fra egne forudsætninger udfylder tekstens tomme pladser
• Strukturalistisk analysemetode: Teksten ses som et system af strukturer og fortolkes ved hjælp af modeller
• Postmoderne analysemetode: Nøglen til tekstforståelsen er sproget, som splittes op i mindre dele. Der ses ikke på fx samfundsforhold, ideologier eller andre større fortællinger.
Det mediemæssige stofområde
• Kommunikationsanalyse: En undersøgelse af kommunikationssituationen (afsender, budskab, medie og modtager)
• Reklameanalyse: En undersøgelse af kommunikationssituationen og samspillet mellem tekst og billede
• Billedanalyse: En analyse af billeder, reklamer og fotos med fokus på visuel analyse
• Film- og tv-analyse: En undersøgelse af komposition, fortællerforhold, tema og personrelationer med inddragelse af filmiske virkemidler samt en undersøgelse af filmens genre og forhold til fakta og fiktion
Det sproglige stofområde
• Argumentationsanalyse og retorik: En undersøgelse af hvordan afsenderen forsøger at overbevise modtageren om en sag
• Diskursanalyse: Undersøgelse af sprogbrugen i forskellige tekster i forhold til et bestemt betydningsområde
• Sociolingvistisk analysemetode: En undersøgelse af sproget ud fra en social sammenhæng
• Tekstlingvistisk analysemetode: En undersøgelse af ordvalg, sætningsstrukturer, tekstens strukturer og sproghandlinger
Særfaglig metode i fremmedsprog
• Postkolonial analysemetode: En undersøgelse af den kulturelle situation mellem tidligere kolonimagter og deres kolonier (kendetegn, problemer og spændinger)
Dine og andres undersøgelser
De humanistiske fag beskæftiger sig helt overordnet med ”menneskeskabte produkter”. I andetfremmedsprog er dette som regel tekster i den ene eller anden form. Arbejdet med teksterne handler ofte om at beskrive, analysere og fortolke teksterne. Dine egne undersøgelser i form af dit analysearbejde bør fylde en del i din SRP. Du kan dog sagtens også bruge andres undersøgelser fx i en sammenlignende eller perspektiverende del af opgaven, men ’rugbrødsarbejdet’ med at analysere dine tekster skal være det bærende element i din opgave, og det er i denne del, at du særligt benytter dig af citater på andetfremmedsprog for at understrege dine pointer; vi skal se, at du kan sproget.