Teori og metode i historie

Central i faget historie står arbejdet med kilderne. Al den viden vi har om fortiden bygger på kilder, det være sig skrevne eller andre. Fælles for de fleste af de kilder man bruger i SRP arbejdet er, at de er frembragt af mennesker, og at de kan sige noget om hvordan mennesker har levet og oplevet i en given periode. Da det meste af den historiske udvikling beror på udviklingen af materielle forhold, vil der ofte være et krav hos vejlederen om, at de kilder man som elever skal præsentere på en eller anden måde kan beskrive denne udvikling. Arbejdet med kilderne i SRP’en vil altid læne sig op ad det funktionelle kildebegreb – altså, hvad kan kilden konkret fortælle os om vores emne, og hvordan er kilden med til at besvare vores spørgsmål? 

Metode er en systematisk måde at gøre noget på, dvs. en bestemt fremgangsmåde, dvs. kildekritik. 

Teori og historiens motor

Historie-teori handler om det, der hos den enkelte historieskriver menes at være det drivende og skabende i historien. Det vil sige, hvad forudsætningerne var for, at forskellige begivenheder udviklede sig, som de gjorde.  

Metode:

Historikeren arbejder med historisk tid dvs. perioder, hvor der findes skriftligt materiale, der kan fortælle os om den tidsperiode og det problemfelt som vi ønsker at vide noget mere om. Historikerne undersøger den fortidige virkelighed og fremlægger undersøgelsesresultaterne i bøger, artikler etc.: 

Den fortidig virkelighed → historikere → bøger, tidsskrifter 

Det er i historie ikke muligt direkte at iagttage sit emne og der er ikke mulighed for at lave egentlige forsøg, idet dette jo ville kræve ”en gentagelse af fortiden”. Den fortidige udvikling kan kun studeres gennem de spor og efterladenskaber (kilder) fra fortiden, som findes i nutiden: 

Den fortidige virkelighed → kilder → historikere → bøger, tidsskrifter 

Den fortidige virkelighed har sat sig spor i form af kilder, og det er dette kildemateriale, historikeren må bearbejde for at få kendskab til den fortidige virkelighed. Historikeren arbejder både med skriftligt og ikke-skriftligt kildemateriale. 

Teori:

Et sorteringsredskab man bruger til at forenkle verden. Et sæt briller der fokuserer på nogle aspekter af virkeligheden, som man finder væsentlige i belysningen af et givent fænomen, og samtidig udelukker faktorer, der anses for mindre vigtige. Der er således tale om en ide eller et sæt af ideer om årsagssammenhænge mellem forskellige historiske fænomener og deres udvikling.  

Kilder:

Kilder er et meget centralt begreb i faget historie. Kilderne er alle de skriftlige og ikke-skriftlige efterladenskaber, der findes fra en given periode i historien. Der findes fx en kolossal mængde af efterladenskaber fra middelalderen, både skriftlige kilder af samtidige forfattere og bygninger, redskaber og våben. Kilderne giver os altså fast grund under fødderne, men de kan ofte være svære at forstå, fordi de bygger på en viden og en indforståethed som man havde dengang kilden blev til. Det gælder både skriftlige og ikke-skriftlige kilder. For at forstå kilderne får man ofte brug for ekspertbistand. Denne bistand får vi ved at læse historikeres tolkninger af de fortidige kilder. Ligesom naturvidenskabsmanden bygger på andre videnskabsmænds undersøgelsesresultater, således vil historikeren i meget høj grad bygge på andre historikeres resultater. Vi bruger begrebet fremstillinger om de bøger, som historikere har skrevet som et resultat af deres undersøgelser: 

Den fortidige virkelighed → kilder → fremstillinger → nye fremstillinger 

Fremstillinger 

Fremstillinger spiller en anden central rolle i historieforskningen, ved udarbejdelse af historiebøger og i enhver historieundervisning. Uden fremstillinger kommer man ingen vegne når man arbejder med kilderne. Kilderne taler ikke bare af sig selv. Men man skal i sit arbejde med de historiske fremstillinger være klar over, at det er en historikers tolkning af kilderne og andre fremstillinger. Man kan derfor i en historisk undersøgelse – eller i en projektopgave – ikke nøjes med at bruge én historisk fremstilling. Man må holde forskellige fremstillinger op mod hinanden og supplere undersøgelsen med læsning af kilder. 

Da alle historiske fremstillinger er subjektive er det vigtigt at vide, hvem forfatteren er, hvad bogen hedder og hvornår bogen er udkommet. 

I modsætning til brug af kilderne, hvor vi helst vil have kilder så tæt på den tidsperiode vi arbejder med, er vi mest interesserede i at få så nye fremstillinger som muligt. Når vi anvender en fremstilling er det en fordel, at den er skrevet mange år efter det, som den beskriver, fordi kildegrundlaget således er mere mangfoldigt. 

Kildekritisk metode – Hvordan arbejder man med kilder i gymnasiet?

Kilder kan bruges/analyseres på to måder: som levninger og som beretninger.

      Alle kilder er levninger, dvs. levn fra fortiden. De fleste kilder indeholder dog også berettende elementer. Lad os eksemplificere: 

Den 12. marts 1947 holdt præsident Truman en tale i den amerikanske kongres, hvor han bl.a. sagde:

”For nylig er folkene i et antal lande blevet påtvunget totalitære regimer imod deres vilje. USA’s regering har protesteret adskillige gange imod tvang og trusler i strid med Yalta-aftalen i Polen, Rumænien og Bulgarien. (..).

      Jeg mener, at det må være USA’s politik at støtte frie folk, (..). Jeg mener, at vores hjælp først og fremmest skal være af økonomisk og finansiel art (..).”

1. Vi kan bruge kilden til at give os oplysninger om den amerikanske regerings udenrigspolitik i 1947. Vi kan på baggrund af kilden udtale os med sikkerhed om, hvad Truman sagde til kongressen i marts 1947. At bruge kilden på denne måde kaldes at bruge kilden som levning.

2. Kilden giver desuden også en beskrivelse af udviklingen i Østeuropa. Bruger vi kilden på denne måde, dvs. til at give os oplysninger om forholdene i Østeuropa, så bruger vi kilden som beretning.

        Bruger vi kilden som beretning, så er vi afhængige af vidnets/beretterens muligheder for og vilje til at give os en rigtig beskrivelse af de forhold, der tales om. Kan det ikke tænkes, at Truman er ”farvet” i sin betragtning over udviklingen i Østeuropa? Vi må således være kildekritiske! 

Når du læser historiske kildetekster, er det altid klogt at stille følgende spørgsmål til teksten, dog ikke nødvendigvis i den anførte rækkefølge:

1. Hvad er det for en kildetype?

Er der tale om en lovtekst, retsdokument, brev, tale, historieskrivning etc.

2. Hvad står der i kilden? – identificer hovedsynspunkter og belæg herfor.

3. Hvornår er kilden nedskrevet (er den samtidig med begivenhederne)?

Der er her tale om et samtidighedsprincip, og det handler om, hvor lang tid der er gået mellem begivenheden og nedskrivningen. 1. Man husker nemlig begivenheder og forhold dårligere, jo længere væk de ligger tidsmæssigt. 2. Erindringen om en begivenhed påvirkes i større eller mindre grad af senere indtryk – ubevidst.

4. Er det en første- eller andenhåndskilde? (iagttagerposition)

En kildeforfatter, der selv har oplevet de forhold, han skildrer, kaldes førstehåndsvidne/førstehåndskilde. Alle de kilder, der er skrevet af forfattere, der ikke selv har oplevet det, de skriver om, kaldes andenhåndsvidner/andenhåndskilder.

      Det er ikke givet, at en førstehåndskilde er ”bedre”, idet den aktive deltager ser begivenhederne fra sin egen synsvinkel.

5. Hvem er kildens afsender?

Enhver kilde er påvirket af afsenderen både med hensyn til, hvad der tages med (stofudvælgelsen), og m.h.t., hvordan det medtagne beskrives. Derfor er det altid en god idé at rette blikket mod afsenderen og stille tre følgende spørgsmål:

Afsender-modtager-forhold.                    Hvordan kan afsender-modtagerforholdet have farvet kildens indhold – skal afsender legitimer en sag i forhold til modtageren?

Kvalifikationer:                                         Havde afsenderen en sådan indsigt i det, han beretter om, at han kan formodes at have forstået, hvad der foregik?

Holdninger:                                              Havde afsenderen sympatier eller antipatier, der kan tænkes at have indvirket på kilden?

Interesser:                                                Var afsenderen personligt involveret i en sådan grad, at det må formodes at have påvirket kilden?

Kildens tendens                                        Er kilden tendentiøs, dvs. farvet af ønsket om at påvirke i en bestemt retning. Forfatterens værdier/holdninger kan være afspejlet i udvælgelsen af stoffet og i form af værdiladede ord og sætninger. Forfatteren kan have et motiv til bevidst eller ubevidst at fordreje virkeligheden. Det kan være ønsket om en bestemt politisk eller religiøs overbevisning. En sådan kilde har en tendens.

Forfatterens formål med kilden?      Formålet kan have afgørende indflydelse på 

udformningen af kildens indhold. Eksempelvis er det ofte sådan, at personer, der udtaler sig som repræsentanter for en institution (regering, kongemagt, kirke osv.) i større eller mindre grad er bundet af den pågældende institutions synspunkter, interesser, politik m.v.

6. Repræsentativitetsproblemet

Hvor repræsentativ er kilden til belysning af det forhold, den beskriver? Er eksempelvis en arbejders beretning om sin hverdag under 1930’ernes krise repræsentativ for andre arbejdere i denne periode?

7. Hvilke historiske begivenheder eller tilstande kan kilden belyse (hvad fortæller kilden om det emne, der arbejdes med)?

Historiebrug og historiebevidsthed:

Historiebrug handler om, hvordan vi bruger historien. Historien kan bruges og misbruges. Når en politiker eks. kommer med et eksempel fra historien, kan der ligge et bestemt budskab i hensigten, som handler om samtiden. Derudover ændrer vi hele tiden vores historiebevidsthed. Vi er f.eks. meget mere forstående overfor samarbejdspolitikken under 2. Verdenskrig i dag, end vi var i 2001, hvor Danmark var på vej i krig mod Afghanistan. Som et eksempel på misbrug af historien kan nævnes Hitlers misbrug af fortællingen om vikingerne som en del af hans propaganda. 

Levn og beretning:

Som en vigtig del af den historiske metode ser man på levn og beretning.  Det er vigtigt her, at en kilde ikke nødvendigvis er et levn eller en beretning, men bruges som det ene eller det andet. En ikke sproglig kilde er dog altid et levn. Således er vikingeskibene et levn fra fortiden, som fortæller noget om vikingerne. En sproglig kilde kan bruges både som levn og beretning. Det handler om, hvordan vi bruger den. Hvis vi ser på kildens som en overleveret rest og læser imod dens hensigt, bruger vi den som levn. Hvis vi ser på, hvad en kilde fortæller om, og bruger den til at verificere eller afvise, hvad den fortæller om, bruger vi den som beretning.

Beretning: Teksten på dens egne præmisser, fordi vi på baggrund af vores grundlæggende spørgsmål til den anser den som troværdig

Levn: hvis tekstens berettende dele er utroværdige, eller kilden mere omhandler hensigter i fremtiden 

Med andre ord: Vil vi bruge kilden til at blive klogere på noget den selv fortæller om, eller vil vi bruge den til at sige noget om dens samtid og forfatter?

Ved beretningsanvendelse:

  • 1.-/2. hånds vigtig
  • Tydelig tendens ikke fremmende 
    for troværdighed
  • For at bruge en kilde som beretning, skal 
    vi bruge den til noget, som den selv beretter om

Ved levnsanvendelse:

  • 1.-/2. hånds ikke vigtig
  • Tydelig tendens fremhæver kildens
    afsender og samtid
    (som vi er interesseret i) 

Sproglige kilder anvendes som levn, når de bruges som kilder til den historiske virkelighed, de er en del af. Eksempler:

Beretning:

En kilde kan bruges som beretning, hvis den fortæller – beretter – om den fortidige virkelighed. Når man anvender en kilde som beretning, bruger man den som kilde til det, den beretter om. Kun sproglige kilder kan anvendes som beretning. 

  • Eksempel på levn og beretning:
  • Beretning: Hvad siger Hitler om jøderne? Svar: Han kan ikke lide dem. Hvordan fremstiller han dem? Svar ved hjælp af manipulation.  Beretningsslutning: Hitler bruger propaganda.
  • Levn: Ud fra tidslinien, samt sociøkonomiske årsagsforklaringer benytter I Hitlers plakat som et levn til at illustrere den nazistiske førerideologi ud fra et ideologisk aspekt, derved suppleres med den idealistiske teori. Man kan derved benytte både det socioøkonomiske og det idealistiske aspekt til at forklare nazismens fremvækst.
  • Når vi læser teksten som et levn, kommer vi frem til noget andet, end det, som forfatteren har som formål.

Teori i historie:

Teori i historie handler om at være bevidst om, hvordan man ser historien. Når man læser en kilde og benytter den til at besvare et spørgsmål, kommer man helt naturligt til an anvende et bestemt historiesyn. Når en historiker skriver en bog om eks. 2. Verdenskrig vil vedkommende automatisk lægge vægt på en eller flere hovedfaktorer for historiens udvikling. Dette kaldes historieteori. Drivkraften er de menneskelige idéer om samfundet, kombineret med psykologiske faktorer – handlingsteorien eller en idealistisk historieteori. Mennesket er i denne teori historieskabende. 

Drivkraften er udviklingen i de grundlæggende materielle vilkår – en strukturalistisk historieteori. Mennesket er her historieskabt.   

Det strukturalistiske historiesyn:

  • I det materialistiske historiesyn ses samfundsmæssige strukturer som den væsentligste drivkraft bag historiens udvikling 
  •  Dette syn fordrer derfor, at man fokuserer på de økonomiske, sociale og teknologiske strukturer, da mennesker og deres handlinger ses som formet af, og produkter, af disse strukturer 
  •  Hvis man tilslutter sig et materialistisk historiesyn, vil de store personligheder derfor træde i baggrunden, og man vil i stedet søge at afdække de underliggende strukturer og deres udvikling.

Det Marxistiske historiesyn:

  • I det marxistiske historiesyn anses de politiske, sociale og økonomiske modsætninger mellem de forskellige samfundsklasser for den afgørende drivkraft bag historiens udvikling
  •  Der opereres her med en ideologisk overbygning og en økonomisk basis, hvor det er sidstnævnte i form af økonomiske og teknologiske strukturer som anses for den væsentligste faktor – da de er bestemmende for både den ideologiske overbygning og konflikten mellem samfundsklasserne
  •  Hvis man tilslutter sig det marxistiske historiesyn, vil fokus således være på de økonomiske og teknologiske strukturer, og hvordan de indvirker på henholdsvis den ideologiske overbygning og klassekonflikten

Det pluralistiske historiesyn:

  • Endelig er der det pluralistiske historiesyn, som er en kombination af de tre ovenstående historiesyn – hvor drivkraften bag historiens udvikling anses for at være en kombination af menneskelige handlinger og økonomiske, sociale og teknologiske strukturer
  •  Hvis man tilslutter sig det pluralistiske historiesyn, vil man således både forsøge at afdække de forestillinger, tanker og planer som ligger bag de store personligheders handlinger, og de underliggende strukturer og deres udvikling, og derved den gensidige påvirkning mellem det politiske, økonomiske og sociale – samt hvilken der er den væsentligste i det specifikke tilfælde
  •  I det pluralistiske historiesyn ses mennesker således som historieskabte såvel som historieskabende, da de både er formet af den kultur og det samfund som de lever i – men samtidig er i stand til at forandre det