Hovedafsnittene: Redegørelse, analyse, diskussion og vurdering

Når man selv skal udarbejde problemformuleringer og problemstillinger (DHO og SSO) eller bliver præsenteret for en opgaveformulering udarbejdet af vejledere (SRP’et), er kendeskab til den amerikanske psykolog Blooms taksonomi nødvendig. Her bliver man bedt om hhv. at redegøre, analysere, diskutere og/eller vurdere.

Niveauerne er kendetegnet ved følgende:

• Redegørelse: Dette indeholder en præsentation af problemfeltet via faktuelle informationer: her vil man ofte parafrasere, dvs. gengive viden fra fremstillinger om emnet. Ofte fastslås faktuelle forhold som tid, sted, personer, den historiske kontekst etc..

• Analyse: Spørgsmålet eller problemfeltet belyses ved at man som oftest forsøger at forklare eller forstå fænomenet. Det kan foregå via inddragelse/anvendelse af teori eller den historiske kontekst.

• Diskussion: To modsatrettede synspunkter (historikeres syn, øjnevidner m.v.) opstilles og gøres til genstand for forklaring. I første række er det vigtigt med den akademiske distance (jf. nedenfor), men man bør også forholde sig kritisk løbende og afslutningsvis fælde dom over synspunkterne.

• Vurdering: En selvstændig stillingtagen er her et krav, men det er vigtigt at gøre det på et fagligt grundlag, så man ikke bliver for farvet af alt for privat-personlige udokumenterede holdninger (sympatier/antipatier).

De taksonomiske niveauer er gensidigt afhængige og man bevæger sig fra det mere konkrete til det abstrakte. Dog skal man være opmærksom på, at det ikke altid er en lineær proces. Således kan det analytiske niveau sagtens indeholde redegørende elementer.

Tillige er det vigtigt at have det, man kalder akademisk distance for øje undervejs i arbejdet med problemstillingerne.

Kasper Thomsen sammenfatter det således i Historiefaglig arbejdsbog (2018. s. 153) :

“Den akademiske distance Historiefaglig skrivning i gymnasiet/hf kræver en distance til stoffet, fordi der grundlæggende er tale om akademisk formidling. Når man skriver akademisk, så er det vigtigt at man helt tydeligt får markeret, hvornår man baserer sine iagttagelser på andres tekster – og hvornår man selv udtrykker egne fortolkninger og opfattelser. Den akademiske distance tydeliggøres ved hjælp af det, man kalder inquit, som betyder ’han siger’. Når man bruger inquit præciserer man, at det er noget som andre siger. Overført til en historiefaglig formidling kan det fx gøres sådan her: Historikeren Eric Hobsbawn nævner…” – her er det, at det er Hobsbawn, der siger noget…”Ifølge Fukuyamas tese om historiens afslutning…” – her markeres det, at Fukuyama står bag tesen om historiens afslutning.”i kilden står der…” – her henvises til noget specifikt i kilden. Inquit bruges til at gøre formidlingen helt skarp. Derfor skal man være bevidst om, hvilke udsagnsord, man anvender, når man skriver i historie. Det kan være en god idé at variere sine udsagnsord, dvs. brugen af inquit, så fremstillingen bliver stærkere og mere taksonomisk bevidst.”