Analyse – Historiefaglig argumentation og kildekritik
Analysen er opgavens centrale del og skal fylde mest. Det kan være nødvendigt med redegørende deleelementer i analyseafsnittet, men det analytiske skal være i centrum.
Selve kildeanalyserne kan bygges op på forskellig vis afhængigt af kildetype, men normalt skal den indeholde følgende elementer: Ophavssituation, afsender(e), formål og budskab samt tendens, modtagerforhold og troværdighedsproblemet (hvis kilden bruges som beretning), som man gør i den almindelige historieundervisning, når kilder analyseres (læs om kildekritisk metode under “Teori og metode i historie“)
Tillige kan man pege på argumenttyper som angivet i Winnie Færks bog: Historie i brug. (2013. s. 99.):
Med inspiration fra danskfaget kan den historiske kildeanalyse også centrere sig om en argumentations-analyse ud fra Stephen Toulmins argumentionsmodel fra 1959. Udover at vurdere kvalitetens af andres argumenter, kan den også med fordel bruges som redskab for sine egne ræsonnementer og refleksioner i opgaven.
I udgangspunktet fokuseres på tre elementer; Påstand, belæg og hjemmel og dernæst på gendrivelse, rygdækning og styrkemarkører, som af Toulmin defineres på følgende vis (her gengivet fra Signe Hegelund. Akademisk argumentation. Samfundslitteratur 2002 (2. oplag)):
- Påstand: Det standpunkt afsenderen ønsker modtagerens tilslutning til.
- Belæg: Den specifikke grund afsenderen giver for at modtageren bør tilslutte sig påstanden.
- Hjemmel: Den generelle regel der gør at modtageren bør acceptere påstanden pga. belægget.
- Gendrivelse: De forbehold og usikkerhedsmomenter der knytter sig til hjemlens generelle gyldighed.
- Rygdækning: Dokumentation der understøtter hjemlens generelle gyldighed.
- Styrkemarkører: Graden af sikkerhed hvormed påstanden fremsættes.
Nedenfor er argumentationsanalysen illustreret med model fra Kasper Thomsens behandling af argumentationsanalysen (hentet fra Historiefaglig arbejdsbog. Systime 2018. S. 169):
