Historie
Historiefaget er et populært del- og enkeltfag i SRP arbejdet, og med god grund. Ikke alene er faget et obligatorisk grundfag fra folkeskolen og frem til 3g, det har også en enorm kontaktflade med andre fag, som berøres mere eller mindre eksplicit i undervisningen. Eksempelvis trækker kildeanalysen af billedmateriale og film på hhv mediefag og billedkunst, men heller ikke undervisningen i Den Sorte Død og epidemierne ville være komplet uden en afstikker til biologiens verden. Dette skyldes histories rolle som et såkaldt hybridfag, altså et sammesat fag med mange facetter og interessefelter. Derfor kan faget anvendes til at undersøge en bred række af forskellige problemstillinger, der har rod i enten fortid, nutid eller fremtid. Fagets fokus i SRP arbejdet vil oftes tage udgangspunkt i en fortidig begivenhed og få den til at give mening i et nutidigt perspektiv, bl.a. ved hjælp af indlevelse og analyse af den samtid opgaven behandler. Dette kan typisk kun opnås ved at man som elev sætter sig ind i den store sammenhæng og derpå forsøger at få det specifikke problem til at give mening derud fra.
Helt konkret bygger en stor del af arbejdet i faget på at skabe eller at kvalificere din historiske bevidsthed omkring emnet. Historisk bevidsthed er de forestillinger og de forklaringer vi har om fortiden og de fortidige begivenheder, og er bestemmende for, hvordan vi ser på samtidige problemstillinger. I arbejdet med SRP’en skal du som elev nuancere din historiske bevidsthed omkring dit valgte emne, og derfor er det i historie et særligt krav til elevens forberedelse ift informationssøgning og bearbejdning af læsemateriale.