Tips til skriveprocessen SSO
Dag 1 – fredag
Kære SSO-skrivere
Nu har I fået jeres opgaveformulering og skal i gang. Dagens skrivetip handler derfor om rækkefølgen i skriveprocessen.
En SSO skal indeholde følgende afsnit:
- Forside
- Resume
- Indledning
- Opgavebesvarelsesafsnit (typisk redegørelse, analyse og diskussion)
- Konklusion
- Litteraturliste
- Evt. bilag
Men det er sjældent en god idé at skrive SSO’en i den rækkefølge. I skriveprocessen handler det om at skrive det ”nemmeste” først og gemme de afsnit, der kræver stort overblik til sidst i processen. Planlæg derfor din proces, så du skriver i cirka denne rækkefølge:
Tidligt i skriveprocessen:
- Lav en disposition for opgaven.
- Skriv på dit redegørelses- og analyse-afsnit.
- Skriv et udkast til indledningen.
- Husk at sætte henvisninger på undervejs.
Midt i skriveprocsessen:
- Færdiggør din analyse
- Skriv din diskussion
Sidst i skriveprocessen:
- Skriv din konklusion og ret indledningen til, så de passer sammen.
- Skriv dit resumé.
- Lav litteraturliste.
- Læs korrektur på sprog og henvisninger. Gerne i flere omgange.
Selvfølgelig er alle skriveprocesser ikke ens, og man kan sagtens risikere at gå i stå undervejs eller måtte gå tilbage, men hvis du overordnet set følger denne rækkefølge, er der størst chance for, at du får god struktur på opgaven og ikke sidder og kæmper med et afsnit, som du ikke er klar til at skrive.
God skrivelyst!
Husk at tjekke Lectio for et nyt skrivetip i morgen!
Vh Sophie (Sol) – HF-lærer og læsevejleder
Dag 2 – lørdag
Kære SSO-skrivere
Nu er vi nået til dag 2 i skriveprocessen. Dagens skrivetip handler om henvisninger, så I husker dem tidligt i processen:
Mange har tendens til at skrive løs i starten uden at sætte henvisninger på. Problemet med denne strategi er, at man senere kan have glemt, hvor man havde sine faglige pointer fra. Det bliver derfor både mere tidskrævende og mere upræcist.
I stedet er det vigtigt, at man løbende laver henvisninger i fodnoter efterhånden som man skriver sin tekst. Dvs. hver gang du har skrevet noget, noterer du hvor du har det fra.
Reglen for henvisninger er følgende:
- Umiddelbart efter et citat eller en faktuel information sættes kilden som fodnote. Her skal henvises således: Forfatters efternavn (årstal) sidetal, linjenummer.
- Hvis du har skrevet et afsnit baseret på viden fra en bestemt bog, hjemmeside eller lignende, laves en fodnote efter del-afsnittet. Her henvises med: Forfatters efternavn (årstal) side-interval.
- Hvis du har brugt den samme kilde flere gange i træk, kan man skrive ”ibid.” i fodnoten i stedet for at lave samme henvisning.
- Du SKAL lave en NY henvisning hver gange du bruger kildemateriale, selvom det er samme kilde som du har brugt før.
Læs flere regler for henvisninger her: https://elev.birke-gym.dk/hf-saerligt-om-formalia-noter-kilder/
Husk at tjekke Lectio for et nyt skrivetip i morgen!
Vh Sophie (Sol) – HF-lærer og læsevejleder
Dag 3 – søndag
Kære SSO-skrivere
Nu er vi nået til dag 3 i skriveprocessen, og du er højst sandsynligt i fuld gang med at skrive. Dagens skrivetip handler derfor om sproget i din SSO. Nedenfor skal du se spørgsmål og svar på ofte stillede spørgsmål om sprog:
- Hvor formelt skal sproget være i min SSO?
Du skal skrive i et letforståeligt og enkelt sprog i en SSO. En SSO er en akademisk opgavegenre, som er kendt for en neutralt formidlende tone. Du skal altså hverken skrive specielt farverigt fuld af metaforer eller specielt formelt fyldt med ”fine ord”. Tænk over at lave korte og præcise sætninger og kun bruge ord som du selv 100 % forstår hvad betyder. Undgå at bruge små usikre fyldord som fx ”lidt”, ”sikkert”, ”nok”, ”bare”, ”måske”, ”virkelig” og undgå talesprogsvendinger og ungdomsslang. Generelt skal du også sætte flere punktummer end du tror, så sætningerne ikke bliver for lange og springende. Få fx din mor, far eller moster til at læse teksten igennem og se om de forstår, hvad du mener.
- Må jeg bruge jeg-form i min SSO?
JA du må gerne bruge jeg-form er det korte svar. MEN der er betingelser. Dit sprog må aldrig blive subjektivt med vendinger som ”jeg føler”, ”jeg synes” og ”jeg mener”. Du må til gengæld gerne skrive ”jeg”, når det handler om selve opgaven – fx ”i dette afsnit har jeg analyseret…” eller ”hvilket jeg også kommer mere ind på i diskussionen” osv.
- Hvordan skaber jeg sproglig sammenhæng i min SSO?
Du skaber blandt andet sammenhæng ved at bruge det såkaldte ”metasprog”. Metasprog er ”sprog om opgaven” dvs. når du skriver til læseren, hvor vi er undervejs i opgaven. Det er en god tommelfingerregel, at alle større kapitler bør indledes og afsluttes med metasprog. Eksempler på metasprog kunne være.
- ”I dette afsnit vil jeg analysere…. ved hjælp at …”
- ”Nu har jeg fundet frem til at…. og dette vil jeg uddybe yderligere i…”
- ”Ud fra analysen kan jeg nu foretage den delkonklusion, at…”
- ”Denne pointe vil blive yderligere behandlet i afsnittet om …”
Husk at tjekke Lectio for et nyt skrivetip i morgen!
Vh Sophie (Sol) – HF-lærer og læsevejleder
Dag 4 – mandag
Kære SSO-skrivere
Nu er vi nået til dag 4 i skriveprocessen. Dagens skrivetip handler derfor om, hvad man kan gøre, hvis man føler, at man er gået i stå.
Det er meget naturligt med faser i skriveprocessen, hvor man føler sig kørt fast. Det kan både være, fordi man sidder med et særligt svært afsnit, eller fordi man simpelthen er for træt. Her er nogle bud på, hvad du kan gøre:
- Stop med at skrive på det afsnit, som driller dig, og skriv på en del af opgaven, der føles mindre krævende. Hvis du fx er kørt død i en diskussion, så sæt dig og læs lidt korrektur på din redegørelse.
- Skriv til din vejleder og spørg om hjælp til at komme videre. Du må gerne sende din tekst til vejlederen og spørge, hvordan du kan komme videre fra det sted, som du er nået til.
- Sæt dig op på BG, hvor der er skriveværksted i hele F-området og reserveret til HF i F11. Her kan du få hjælp af skolens skrivevejledere.
- Og ikke mindst: Tag en RIGTIG pause, hvor du kommer helt væk fra skærmen (og ikke bare sidder og scroller). Gå fx en tur eller tag en kort lur.
Husk at tjekke Lectio for et nyt skrivetip i morgen!
Vh Sophie (Sol) – HF-lærer og læsevejleder
Dag 5 – tirsdag
Kære SSO-skrivere
Nu er vi nået til dag 5 i skriveprocessen. Dagens skrivetip handler om indledningen (og lidt om konklusionen, selvom du ikke skal skrive den endnu).
Du har sikkert skrevet et udkast til din indledning, men måske er du ikke opmærksom på at indledningen skal indeholde nogle meget specifikke dele. Så tjek lige din indledning igennem om du har husket følgende:
- Lav et anslag, hvor du starter med en spændende sætning om dit emne.
- Lav en uddybning, hvor du forklarer, hvorfor dit emne er (fagligt) relevant og/eller aktuelt.
- Præsenter din overordnede problemformulering.
- Forklar, hvordan du vil besvare din problemformulering i opgaven. Herunder skal du præsentere dine underordnede problemstillinger, og uddybe hvordan du vil besvare dem i form af redegørelse, analyse og diskussion.
På elevsiden kan du få uddybet præcis, hvordan sproget i indledningen skal være og se eksempler: https://elev.birke-gym.dk/hf-indledning/
I slutningen af skriveprocessen skal du skrive din konklusion. Her er det vigtigt at overveje om du besvarer dine problemstillinger fra indledningen og forklare hvilke svar du fandt. Derfor er det også en god lejlighed til at rette indledningen til og sørge for, at den står helt skarpt og hænger sammen med din konklusion. Se mere om konklusionen her: https://elev.birke-gym.dk/hf-konklusion/
Husk at tjekke Lectio for et nyt skrivetip i morgen!
Vh Sophie
Dag 6 – onsdag
Kære SSO-skrivere
Nu er vi nået til dag 6 i SSO-skrivningen. I dag eller i morgen skal du i gang med korrekturlæsningen, så det får du et par tips til i dag.
Når du læser korrektur på din opgave, er det en god idé at gøre det i flere omgange med forskellige fokuspunkter. Man kan simpelthen ikke optimere alle aspekter af opgaven samtidig. Sørg for som minimum at gå igennem disse fire runder og hold gerne lidt pause imellem runderne.
- Runde 1: Læs opgaven igennem med fokus på sammenhæng mellem afsnittene. Er der mon nogen steder, hvor du mangler noget metatekst, for at læseren forstår, hvordan din opgave hænger sammen? Det er også i denne fase, du skærer ned på noget tekst, hvis du er kommet til at skrive mere end 15 normalsider.
- Runde 2: Læs opgaven igennem med fokus på sætningerne. Ville en læser kunne forstå dine sætninger? Tjek at sætningerne ikke er for lange, og at der ikke er for mange fyldord. Tjek at alle ordene betyder det de skal, og tjek at alle sætninger hænger grammatisk sammen fra start til slut. I denne fase kan det være smart at læse teksten højt for sig selv eller få en anden, der ikke kender til opgaveemnet, til at læse igennem. Du kan fx bytte opgave med en klassekammerat.
- Runde 3: Læs opgaven igennem med fokus på sproglig korrekthed. Her retter du stavefejl og kommafejl. Hav fx fokus på om du har husket nutids-r, at sammenskrive sammensatte ord, stort begyndelsesbogstav og andre typiske fejl: https://sproget.dk/raad-og-regler/typiske-problemer . I denne runde kan det være en fordel at læse et print af opgaven eller få et sprogkyndigt familiemedlem til at læse igennem.
- Runde 4: Læs opgaven igennem med fokus på henvisninger. Har du husket henvisninger ved alle citater og omtaler af kildemateriale? Har du de rette oplysninger i henvisningerne? Har fodnoterne det retter nummereringssystem. Se mere her: https://elev.birke-gym.dk/hf-saerligt-om-formalia-noter-kilder/
Når du har styr på korrekturen i den samlede opgave, er det vigtigt, at du er lige så grundig med korrekturen på din litteraturliste. Du skal i opbygningen fuldstændig slavisk følge vejledningen på: https://elev.birke-gym.dk/hf-litteraturlisten/ . Og husk at ALLE tekster, der er omtalt i fodnoterne, skal kunne genfindes i litteraturlisten.
Husk at tjekke Lectio for et nyt skrivetip i morgen! Nu er vi næsten i mål 😊
Vh Sophie
Dag 7 – torsdag
Nu er vi nået til dag 7 i skriveprocessen og i dag senest kl. 18.00 skal jeres opgave afleveres på netprøver.dk. Dagens skrivetip handler derfor om resuméet og en tjekliste til din SSO.
Det er et krav, at SSO’en indeholder et resumé af opgaven. Resuméet skal stå efter forsiden og før indholdsfortegnelsen – den er altså det første man møder, når man går i gang med at læse. Resuméet skal være cirka 0,5 side og er en form for omskrivning af din opgaveformulering, hvor du både skriver hvad du ville undersøge, og hvad du har fundet ud af i opgaven. Man skal altså opsummere sine væsentligste delkonklusioner og konklusioner fra opgaven. Se her detaljer om resuméet samt eksempler på resuméer: https://elev.birke-gym.dk/resumeet/
Inden du afleverer, er det vigtigt at sørge for, at du har fået det hele med. Derfor vil jeg anbefale at kigge denne tjekliste igennem i god tid inden aflevering: https://opgaveguidentilhf.systime.dk/?id=164#c414. Her kan du sikre dig at du lever op til alle formelle krav.
Held og lykke med den sidste skrivedag – og på forhånd tillykke med afleveringen i aften 😊
Vh Sophie