Metoder i samfundsfag
Samfundsfag arbejder både kvalitativt og kvantitativt.
Faget er kvalitativt, da samfundsfag dels har fokus på specifikke problemstillinger og søger at opnå indlevelse og forståelse i disse. På dette punkt har faget ligheder med de humanistiske fag, som f.eks. historie og engelsk. Du kan f.eks. opnå kvalitativ empiri ved at læse artikler, interviews og bøger skrevet af eksperter eller du kan lave dine egne interviews. Hvis du laver interviews, bør du læse en vejledning i hvordan man laver et semistruktureret interview med åbne og lukkede spørgsmål.
Faget er kvantitativt, da samfundsfag søger at forklare sammenhænge mellem forskellige variable gennem data (både absolutte tal og relative tal). Du kan selv arbejde kvantitativt ved at indsamle dine egne data eller du kan bruge andres data, som er tilgængelige online i forskellige databaser og i videnskabelige rapporter. Hvis du selv vil indsamle data, kan du udarbejde et spørgeskema. Det vil ofte være en god ide at bruge et online spørgeskema (eks. Survey Monkey eller Google Analyse). Efterfølgende kan du eksportere data til Excel og lave krydstabulering (eks. https://www.youtube.com/watch?v=i5BuUCxkspM) og skabe dine egne figurer og tabeller.
I samfundsfag understøtter vi data med egne beregninger. Det kan f.eks. være procentandele, procentvise vækst og indekstal. Disse kan du selv beregne ud fra absolutte tal i f.eks. Excel. Se f.eks. denne vejledning: https://www.youtube.com/watch?v=a4DHKTQlq0M
Du kan påvise sammenhænge mellem variable ved at lave lineær regression, som også kan udføres i Excel.
Vi anvender statistisk usikkerhed i forbindelse med meningsmålinger.
Spørg din samfundsfagslærer for mere specifik vejledning om ovenstående.
Samfundsfag arbejder både induktivt og deduktivt.
Samfundsfag arbejder induktivt, når vi går fra det specifikke til det generelle. Vi kan f.eks. undersøge et fænomen induktivt, når vi har et specifikt problem ude i samfundet, som vi undersøger uden på forhånd at anvende bestemte begreber eller teorier. Hvis vi f.eks. har lavet en spørgeskemaundersøgelse, kan vi efterfølgende se sammenhænge, som kan ende ud med nye begrebsdannelser, teorier og modeller.
Samfundsfag arbejder deduktivt, når vi går fra det generelle til det specifikke. Vi kan f.eks. teste en hypotese (læs om hypoteser i vejledningen til opgavetyper i samfundsfag) ud fra nogle samfundsfaglige begreber og/eller teorier. Her kan hypotesen enten bekræftes eller afkræftes ud fra den empiri som undersøges.