At skrive SRP i oldtidskundskab

Oldtidskundskab er primært et mundtligt fag og har overordnet betragtet ikke en klart defineret skriftlig dimension, men indgår sammen med lignende fag til at styrke skriftligheden i gymnasiet generelt. Det kan eksempelvis være gennem noter, små skriveøvelser eller opgaver i undervisningen, herunder mindmap, hurtigskrivning, tænkeskrivning, brainstorming, ”del og stjæl” etc.

Herudover indgår oldtidskundskab naturligt løbende i de flerfaglige forløb og kan også benyttes i forbindelse med SRP-skrivningen sammen med et studieretningsfag.

Oldtidskundskab er et humanistisk tekstlæsningsfag og de skrivehandlinger, som man ville benytte i forbindelse med udarbejdelsen af en SRP, ville typisk være de samme som i dansk: redegørelse, analyse og fortolkning, vurdering/diskussion/perspektivering (se dette).

Herudover kan faget også, i kraft af sin ”kamæleonrolle” og eklektiske tilgang til metodevalg i forbindelse med analyse og fortolkning, tage form eller farve af det fag, som det skal arbejde sammen med, hvorfor det også ville give mening at se det relevante fags sider om deres skrivehandlinger her i giraffen. 

Overordnet betragtet ville skrivehandlingerne i oldtidskundskab i forbindelse med SRP typisk udfolde sig efter følgende model:

Indledning: Fagets genstandsområde og arbejdshypotese/problemfelt italesættes og motiveres. Herunder, hvordan det spiller sammen med opgavens andet/andre fag. Endvidere, hvorfor og hvordan det giver mening at undersøge det, herunder evt. præsentation af metodiske til- og fravalg.

Redegørelse: Der redegøres objektivt for genstandsområdet i oldtidskundskab. Dette for at vise, hvad det er, der skal undersøges nærmere og med hvilket fokus; her ville det for eksempel være relevant at koble tematisk eller metodisk til det fag, som opgaven arbejder sammen med.

Analyse og fortolkning: Med udgangspunkt i redegørelsens ”hvad”, viser den autoptiske, tekstnære analyse, hvordandette kommer til udtryk og hvor i teksten, at opgavens arbejdshypotese underbygges. 

Den tekstnære analyse benyttes efterfølgende til at lave en fortolkning af teksten på en sådan måde at tekstnedslagene hele tiden fungerer som belæg for de påstande, man nu måtte have om teksten: hvad viser dette og hvorfor mener vi, det kan det fortolkes på denne måde og så videre.

Vurdering/diskussion/perspektivering: I forlængelse af analyse og fortolkningsdelen vurderes og diskuteres resultaterne og disse benyttes samtidig til at vise sammenhæng mellem fagene, der er i spil i opgaven og i den valgte problemstilling. Stoffet og problemstillingen kan herefter nuanceres yderligere og perspektiveres til andre relevante indfaldsvinkler og sammenhænge.

Konklusion: Afsluttende konkluderes der på stoffet; har man fået svaret på sin problemstilling? Er man blevet klogere undervejs? Gav det mening at lade fagene arbejde sammen? Hvordan kunne man eventuelt undersøge sagen yderligere/nærmere? Osv.