Redegørelse i bioteknologi
I de fleste opgaveformuleringer bliver man som det første bedt om at redegøre for noget. En redegørelse er en objektiv fremstilling af et fagligt indhold. Redegørelsen omhandler typisk den faglige viden, der er nødvendig, førend man kan gå videre til fx eksperimenter/feltarbejde, analyser og diskussion af resultater.
Formålet med redegørelsen:
- skabe overblik over det faglige emne
- er som regel inddelt i underafsnit, hvor det faglige emne opdeles i passende sektioner
- indeholder faglig viden og fagbegreber, som er relevante for opgaven
- indeholder dokumentation for, hvor den faglige viden kommer fra. Se referencer i afsnittet Akademisk skrivning i bioteknologi
- den faglige viden inddrages i diskussionsafsnittet
Et tip til skriveprocessen:
Det er en god ide at starte med redegørelsen for at få styr på sit faglige emne.
Forud for skrivningen er det dog meget vigtigt, at man har læst og forstået den litteratur/de kilder, som man skriver redegørelsen på baggrund af. Start derfor med at læse og tage notater til det, som du læser. HUSK at notere kilderne i noterne, så du ikke skal bruge tid på at finde dem igen senere i skriveprocessen.
Derefter kan du lave en disposition eller plan for, hvad du vil beskrive og i hvilken rækkefølge.
Figurer skal bruges aktivt i teksten. Dvs. der skal være en introduktion (og en henvisning) til alle figurerne i brødteksten, så læseren forstår sammenhængen mellem tekst og figurer. Der skal altid være fortløbende figurnumre og præcise figurtekster. Husk referencer i både figurer og tekst. Se eksempel på skolens hjemmeside: SRP-TyA-BtA Vaccinedebatten i Tyskland og et eksempel i skrivehandlinger i biologi.
Fagligt stof, der ikke er relevant for besvarelsen af opgaven, skal ikke medtages!
Det er vigtigt med sammenhæng mellem de enkelte afsnit. Dvs. de skal placeres hensigtsmæssigt i forhold til hinanden af hensyn til læsbarheden og forståelsen af opgaven og bindes sammen ved hjælp af sproglige overgange.
Husk at læse den udleverede opgaveformulering omhyggeligt, så du er sikker på, at du skriver om det, du bliver bedt om.
Den udleverede opgaveformulering er med til at sikre, at hovedspørgsmålet i opgaven besvares og i de fællesfaglige opgaver desuden sikre det faglige samspil, og at alle tre taksonomiske niveauer (redegørelse, analyse og diskussion) kan komme i spil.