Bioteknologisk analyse af data
Bioteknologi er som nævnt et naturvidenskabeligt fag, og der lægges derfor vægt på inddragelse af data og analyse af data. Dette kan fx være fra egne eksperimenter eller sekundære data fra publicerede studier, data udleveret af læreren eller en kombination.
I analysen foregår selve bearbejdningen af data, og her skal der tænkes over, hvordan man på den bedste måde fremstiller data. Dvs. hvilke resultater ønskes fremhævet, og hvordan vises de bedst ved hjælp af grafer, figurer og modeller.
Det kan være hensigtsmæssigt at vurdere de bearbejdede data og skrive delkonklusioner i de enkelte afsnit.
Et tip til skriveprocessen:
Start med at bearbejde egne data og/eller grundigt sætte dig ind i udleverede data/forskeres resultater. Når du skal i gang med en analyse og vurdering af egne eller forskeres data er det først og fremmest vigtigt, at du tjekker din opgaveformulering. Du skal som udgangspunkt holde dig til det, som du bliver bedt om.
Skriv en kort introduktion til hvert datasæt, der indgår i opgaven. De vigtigste bearbejdede data inklusive formler og beregninger skal indgå i selve opgaven. Hvis der er flere datasæt, der viser det samme, indsættes et bearbejdet datasæt og en eksemplarisk beregning i selve opgaven og resten i bilag. Husk, der også skal være fortløbende figurnumre og præcise figurtekster på præsentationer af bearbejdede data (fx grafer, kemiske strukturer/reaktionssekvenser, modeller).
Lav eventuelt en disposition for en fornuftig rækkefølge for præsentation af resultater, analyse og vurdering af det eksperimentelle arbejde. Vær opmærksom på, at kun relevante fejlkilder inklusive deres betydning skal inddrages.
NB: Husk, det er vigtigt at have styr på metoderne (egne eller forskernes), så de kan diskuteres og vurderes i en videnskabsteoretisk sammenhæng i forbindelse med det mundtlige forsvar.
Et egentligt videnskabsteoretisk metodeafsnit kan indsættes efter præsentationen af eksperimenter/artikler med eksperimentelle data, eller eventuelt i indledningen på opgaven.
Det videnskabsteoretiske metodeafsnit må IKKE forveksles med det eksperimentelle metodeafsnit (hvordan er et forsøg udført). For yderligere hjælp til naturvidenskabelig videnskabsteori henvises til ”Basal Videnskabsteori” på BG’s hjemmeside (Giraffens 2. ben) og ”Vidensmønstre”.