Bioteknologi

Bioteknologifagets identitet og metoder

Bioteknologi er et naturvidenskabeligt fag, der beskæftiger sig med teknologisk udnyttelse af biologiske systemer, primært inden for sundhedsvidenskab og udvikling af lægemidler, forædling af fødevarer og andre afgrøder, miljøbeskyttelse og bæredygtig kemisk produktion samt energiproduktion. 

Faget bioteknologi anvender og integrerer biologisk og kemisk viden, metoder og teknikker. Den praktiske dimension af faget er central, dvs. primært eksperimentelt arbejde men også feltarbejde og arbejde med databaser.

Bioteknologi benytter naturvidenskabelige metoder, som er uddybet i ”girafbenet” Basal videnskabsteori. Derudover anvendes begreber og metoder der blev introduceret i det naturvidenskabelige grundforløb.

I bioteknologi benyttes faglitteratur i form af fagbøger, videnskabelige artikler (som oftest engelske) og internetsider. I forbindelse med litteratursøgning er kildekritik vigtig, så det sikres, at kilden er troværdig. 

En grundig gennemgang af effektiv informationssøgning, og hvordan referencer bruges og refereres korrekt, kan findes på Lundbecks Drughunter hjemmeside under postervejledning og vejledning til informationssøgning. https://www.lundbeck.com/drughunters/vejledning-og-materialer.